Velkommen 2013

Champagne propperne er sprunget, den søde kransekage spist og rådhusklokkerne har ringet år 2013 ind. Festfyrværkeriet er skudt af, og tilbage er nu nytårsforsætterne. Alle de ting, som du har lovet dig selv vil blive anderledes i år. Vi siger velkommen til 2013.

Nytåret giver tid til refleksion. Det er tid til at træde et skridt tilbage og se på det liv, som vi lever udefra. Det er tid til at reflektere over året der gik – og ikke mindst året der kommer.

Nytårsforsæt som livsstil

Hvert år omkring nytår sætter jeg mig ned og reflekter over året der gik – og året der kommer. Jeg gør mine forsætter til en del af min livsstil frem for en sur pligt. Det gør, at jeg sidst på året kan kigge tilbage på et år fyldt med kærlighed, glæde og succes. Det gør, at jeg lever det liv, som jeg gerne vil.

Måden jeg tilrettelægger mit nye år på er ved at lægge en plan. En plan over hele 2013, men også over kvartalet, ja, helt ned til ugeplan. At lægge så en detaljeret plan bevirker, at jeg bedre kan holde fokus på det positive, og på det, jeg gerne vil frem for det, som jeg burde gøre.

For at holde fokus og holde de løfter, som jeg giver mig selv, går jeg med en gul seddel i lommen i starten af året. Ja, faktisk indtil mine nye vaner er så indgroet, at det er del af min livsstil i 2013.

Drop dine evige gengangere

Den 31. december er for mange en dag, hvor vi får en ny chance. Igen i år beslutter vi os endnu engang for at tabe de sidste genstridige kilo, leve sundere, have mindre stress, være mere sammen med familien etc. Til trods for de bedste intentioner kan vi som regel 12 måneder senere konkludere, at det ikke er tilfældet. Vi har ikke tabt de sidste kilo, levet sundere, fået mindre stress eller været mere sammen med familien. Derfor er det er vigtigt at huske på, at nytåret ikke kun handler om at sætte større mål. Det handler i ligeså høj grad om at tilgive sig selv for alle de mål, som du ikke opnåede i 2012.

For at skabe et nytårsforsæt, som holder, kræver det handling. Handling på dine realistiske og konkrete mål. Det kræver, at du ændrer dine vaner og lever efter dine nye værdier. Ikke en gang imellem, men hver dag. Og hvis ikke dagligt så i hvert fald ugentligt. Hvis der går længere tid imellem du handler på dine mål eller forsæt, så vil de gå i glemmebogen. Sidst men ikke mindst skal du sørge for, at det ikke kun er selve nytårsforsættet, der er interessant, men rejsen mod at målet.

Er dine nytårsforsætter evige gengangere? Så giv slip på de gamle drømme og sig pyt.

Velkommen 2013.

Mange hilsner

Louise Rønde

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *